Sovemedicin
Sovemidler, der i daglig tale ofte kaldes sovepiller, sovemedicin eller søvnmedicin, er en medicinsk behandlingsform mod søvnproblemer, som virker for nogen, men ikke alle. I denne artikel kan du læse om, hvorfor sovemedicin ikke altid virker.
Flere typer af søvnforstyrrelser
Først og fremmest er søvnproblemer et bredt begreb, som dækker over forskellige typer problemer relateret til søvn. Én type er f.eks. vejrtækningsrelaterede søvnforstyrrelser. De spænder fra almindelig snorken til søvnapnø, som er kendetegnet ved søvn, hvor der opstår tilbagevendende snorken, hosten og midlertidigt ophør med vejrtrækning. Da denne type søvnproblemer opstår på grund af vejrtrækningsproblemer, er den rette behandlingsløsning her oftest en operation eller CPAP (continuous positive airway pressure), som er en maske over næsen, der giver en overtryksbehandling med luft. Her kan sovemidler derfor ikke behandle årsagen til søvnproblemerne.
Sovepiller kan nogle gange lindre, men ikke behandle
På samme måde kan sovemidler langtfra altid behandle det, vi inden for forskning kalder adfærdsmæssige søvnproblemer. De typer af søvnproblemer, som f.eks. vedrører problemer med at falde i søvn, at sove igennem, mareridt, angst ift. at skulle i seng og problemer med at sove længe nok har ofte en adfærdsmæssig baggrund. Eksempelvis kan de skyldes, at man har et ustabilt mønster for, hvornår man går i seng og står op. Også her er medicinens behandlingspotentiale begrænset.
En fast soverytme, som starter om aftenen og slutter om morgenen, forbedrer balancen mellem vi menneskers biologiske søvnbehov og døgnrytmesystem. Kvaliteten af vores søvn afhænger af et samspil mellem forskellige faktorer. De vigtigste er søvnbehovet, døgnrytmen og vores vaner samt handlinger. Når vi går i seng og står op på nogenlunde samme tidspunkt hver dag, fremmer vi stabile mønstre for søvn og vågenhed ved at optimere samspillet mellem det biologiske søvnbehov og døgnrytmesystemet. Forskning viser, at et fast soveskema er en effektiv metode til at behandle søvnløshed.
Sovemedicin dækker symptomer fremfor at behandle
Gennem psykologisk søvnbehandling lærer man at indføre vaner og handlinger i sin hverdag, som fremmer god søvn. Man lærer at anvende behandlingsspecifikke strategier og redskaber, som man selv kan opretholde efter et afsluttet behandlingsforløb. Derfor har psykologisk behandling af adfærdsmæssige søvnproblemer potentiale til at skabe bedre langtidsvirkning, være mere effektiv og være billigere end medicinsk behandling.
Sovemidler er korttidsvirkende og har kun en effekt på søvn, når de indtages. Det medfører ofte flere års forbrug af offentlige sundhedsydelser og dermed samfundsmæssige udgifter. Et opfølgningsstudie (Hoebert et al., 2009) over forbrug af sovemidlet melatonin hos børn med ADHD viste f.eks., at størstedelen (77 %) ca. 4 år efter igangsat behandling fortsat tog melatonin. Det indikerer, at medicinsk behandling er mangeårig. Desuden fandt studiet (Hoebert et al., 2009), at en pause fra medicinen ikke forbedrede sandsynligheden for endeligt ophør med medicinen. Dette illustrerer, at medicinen i flere tilfælde er symptomdækkende fremfor behandlende.
Bivirkninger ved sovemedicin
Derudover er sovemidler forbundet med en række bivirkninger, bl.a. svimmelhed, hovedpine, sengevædning, forstyrrelser i søvnen, øget risiko for knoglebrud m.m. Et større forskningsstudie konkluderer, at medicinsk behandling af søvnproblemer medfører flere alvorlige bivirkninger hos børn sammenlignet med adfærdsmæssig behandling (Mindell et al., 2006).
“One size doesn’t fit all”
For nogen mennesker er sovemidler den rette løsning, og de oplever en positiv effekt. For andre har sovemidlerne kun effekt for en kort periode eller slet ingen, og det kan være rigtigt frustrerende. Som overstående viser, kan der være adskillige grunde til, at man ikke har tilstrækkelig effekt af sovemidler.
I min klinik består ethvert behandlingsforløb først og fremmest af at identificere klientens søvnproblemer. Dette er forudsætningen for, at hver person kan få lige præcis den hjælp, som han/hun behøver for at få løst sine søvnproblemer.
Forskningsbaseret søvnbehandling
Hos Psykolog Danielle Dahlhus kan du få effektiv behandling, hvis du (eller på vegne af dit barn) kan genkende dig selv i en af disse sætninger:
- Jeg har svært ved at falde i søvn.
- Jeg vågner i løbet af natten.
- Jeg har nærmest en angst for ikke at kunne sove.
- Jeg vågner for tidligt.
- Jeg er træt i løbet af dagen.
- Jeg lider af mareridt.
- Jeg sover for meget.
- Jeg har svært ved at sove alene eller andre steder.
Søvnbehandlingen er baseret på forskning og tilpasses altid den enkelte klient. Herigennem sikres den bedste effekt hurtigst muligt.