Depression og søvnproblemer

Op mod 50-90 % af alle med depression har også søvnproblemer (Tsuno et al., 2005). I denne artikel fortæller psykolog og søvnspecialist Danielle Dahlhus mere om forholdet mellem søvn og depression, og hvordan man kan behandle begge dele effektivt.

Deprimeret og sover dårligt

Følelser af tristhed, modløshed, nedtrykthed m.m. er noget, vi alle oplever i et vis omfang. Dog kan bl.a. disse følelser forekomme i en sådan grad, at der er tale om depression. Omkring 8 % af den danske befolkning lider af en depression (PsykiatriFonden, 2018). Det vil sige ca. 300.000 danskere.

Over halvdelen af alle med depression har også problemer med søvnen. Det er blandt de mest udbrede problemer hos personer med depression. Søvnproblemerne dækker bl.a. over søvnløshed, problemer med at falde i søvn, ændret døgnrytme, overdreven træthed, at man sover for lidt – eller at man sover for meget, problemer med at stå op m.m. Udover at selve depressionen har mange negative konsekvenser for personen, tynger den dårlige søvn yderligere.

Depression og søvnproblemer forværrer hinanden

Forskning viser at der er højere risiko for at udvikle depression, hvis man har søvnproblemer. Eksempelvis fandt et stort internationalt studie, at risikoen er 10 gange højere (Taylor et al., 2005). Men det gælder også den anden vej. Når man har en depression, er det højere risiko for at udvikle søvnproblemer. Endvidere kan søvnproblemer opstå samtidig med en depression og dermed ikke være en følge af depressionen men blot optræde samtidigt. Dette kalder man komorbiditet. Altså når to lidelser opstår samtidigt. Når man har søvnproblemer udover depression, kan søvnproblemerne i sig selv forværre depressionen og besværliggøre en bedring heraf. Har man en depression, er det vigtigt også altid at tage et kig på søvnen.

Bedre søvn reducerer depression

Forskningsstudier har undersøgt, om søvnbehandlinger, der øger søvnkvaliteten, samtidig kan behandle eksempelvis depression. En stor international meta-analyse (Scott et al., 2021) viser, at søvnbehandlinger, der har positiv effekt på søvn, og som dermed skaber bedre søvnkvalitet, også har positive behandlingseffekter på depression.

Hvis man er deprimeret og sover dårligt, er det således en rigtig god idé at få hjælp til at sove bedre. Udover at man behandler søvnproblemerne, er der mulighed for den ekstra gevinst i form af reduktion af depressive symptomer. Forskning viser, at jo større effekt, behandlingen har på søvnen, jo større forbedring ses der også på depressionen.

Behandling af depression og søvn samtidig

Vi ved fra både klinisk arbejde og forskning, at en effektiv måde at behandle depression på er via metakognitiv terapi. Metakognitiv terapi er udviklet af professor Adrian Wells. Kort sagt lærer man i metakognitiv terapi at håndtere sine tanker og følelser mere hensigtsmæssigt. Vi får alle negative tanker og følelser ind imellem. Det er et livsvilkår, som vi ikke kan ændre på. Men vi kan lære at styre, hvordan vi reagerer på disse tanker og følelser. Bekymringer, katastrofetanker og timevis af grublerier lider direkte til psykisk mistrivsel. Heldigvis kan du få hjælp til at styre disse processer og dermed stoppe tankemylder. Det kan være tankemylder, når du skal sove såvel som om dagen. Du kan læse meget mere om metakognitiv terapi ved at trykke lige her.

Få hjælp hos specialiseret behandler

Udover at være psykolog med speciale i søvnproblemer, er jeg metakognitiv terapeut. Her tilbyder jeg bl.a. behandling af depression og har således også meget erfaring inden for dette område. Endvidere har jeg behandlet mange, som både har haft depression og søvnproblemer. I et forløb hos mig er der således mulighed for at arbejde målrettet med både behandling af depression og søvnproblemer på samme tid – hvad end det handler om, at du sover for meget, er træt hele tiden, ikke kan sove, har svært ved at falde i søvn, har fået flyttet din døgnrytme, er bange for ikke at kunne sove eller lign.

Vil du gerne læse mere om f.eks. depression, søvnbehandling og andet? Så læs meget mere her på hjemmesiden.

Scroll to Top