
Sygdomsangst - Behandling
Du kender det måske: du mærker en lille prikken i brystet og tænker straks: “Hvad nu hvis jeg fejler noget? Er det noget alvorligt?”.
Pludselig farer bekymringerne. Du mærker hjertet banke lidt hurtigere, og du begynder at overvåge din krop, google dine symptomer osv. På kort tid er dine bekymringer måske gået fra at være: "Har jeg mon astma?" til "Åh nej, har jeg symptomer på kræft?"
Hvis du tit ender i cyklussen, hvor du bekymrer dig, tjekker, bekymrer dig igen, googler, tjekker igen og så videre, er det muligt, at du oplever sygdomsangst.
I det her indlæg gennemgår vi, hvordan sygdomsangst opstår, hvorfor den fastholdes, og — vigtigst — hvad du kan gøre for at få ro igen. Du kan nemlig få behandling af sygdomsangst hos specialiseret psykolog.
Hvad er sygdomsangst?
Sygdomsangst (også kaldet helbredsangst) handler om overdreven bekymring for at fejle noget fysisk og at være bange for at blive syg. Derfor fylder bekymringer som “Fejler jeg noget?” og “Har jeg kræft?” let.
Sygdomsangst er således forbundet med mange bekymringer, og man føler ofte trang til at ‘scanne’ sin krop og holde øje med potentielle symptomer. Derudover at google, at opsøge læge og lignende.
Sygdomsangst er ikke det samme som almindelig bekymring — sygdomsangst fylder og forstyrrer livet i høj grad.
Mange tror, det kun er “fornuftig bekymring”, men når den bliver rigid og hyppig, kan den være invaliderende. Folk med helbredsangst bruger netop meget tid på at bekymre sig om ting, der kan være et potentielt symptom, fordi de forsøger at passe på sig selv. I virkeligheden har det modsatte effekt. Det tynger dem nemlig mere, end det hjælper dem, fordi det bliver i en overdreven grad.
Udtalelse fra tidligere klient:
“Til alle med angst omkring sygdomme: Du kan få det bedre! Det har jeg fået med samtalerne hos Danielle og metakognitiv terapi. Føler mig 100 kilo lettere indeni nu, hvor jeg ikke hele tiden skal bære på mit tankemylder mere.”
– Kvinde i 30’erne
Symptomer på sygdomsangst
Det kan være forskelligt, hvad man specifikt bekymrer sig om. Nogle med sygdomsangst bekymrer sig generelt om næsten alt, der vedrører deres krop og sundhed. Andre oplever, at det er specifikke sygdomme, lidelser eller symptomer, de er bange for.
Dog er der symptomer på sygdomsangst og adfærd, der ofte går igen.
Fysiske symptomer:
Øget hjertebanken, åndenød, prikken, trykken for brystet, kvalme, knude i maven, svimmelhed m.m.
Her handler det ikke kun om, at vi oplever disse ting i kroppen, men at vi bliver trigget af dem. Så når vi f.eks. mærker, at vores hjerte banker hurtigere, kan det medføre, at vi med det samme bliver bange. Det trigger altså en slags indre uro og ubehag.Kognitive/psykologiske symptomer:
Personer med angst for sygdom, som er bange for at fejle noget, bruger generelt meget tid på at bekymre sig.
Særligt bekymringer og tanker som “Hvad nu hvis…” fylder meget.
Det kan også være tanker som: “Fejler jeg noget?”, “Hvorfor gør det ondt?”, “Åh nej, hvad er nu det for et symptom?”, “Hvorfor banker mit hjerte hurtigt” osv.
Adfærd og strategier:
Nogle adfærdsmæssige strategier og handlinger går igen hos mange, der har angst for sygdom. Intentionen med at udføre dem er at opnå tryghed — effekten bliver ofte det modsatte. Strategierne giver kort lettelse, men holder angsten kørende på sigt:
Overvågning/scanning af kroppen
At mærke efter igen og igen (puls, vejrtrækning, prikken, knuder). Scanning skruer op for signalerne. På den måde kommer de til at føles endnu kraftigere, end de er, hvis vi hyperfokuserer på dem.At google symptomer
Symptomer, sygdomsforløb, forumtråde, Facebook-grupper. Man finder altid noget, der kan passe — og det fodrer katastrofetanker. Derfor er det væsentligt at lære at stoppe med at google.Tjek og “beroligelse”
Gentagne lægebesøg, second opinions, at spørge partner/venner: “Tror du, det er farligt?”. Roen holder kort, og behovet for nyt tjek vokser. For hvad nu hvis lægerne har taget fejl? Hvad hvis lægen har overset noget? Uanset hvor mange gange vi får tjekket noget, kan vi stadig være i tvivl. Denne tvivl opretholdes jo mere, vi bekymrer os og grubler over det.Undgåelse og sikkerhedsadfærd
At springe aktiviteter over “for en sikkerheds skyld”, have medicin/udstyr på sig, sidde tæt på udgang m.m. Igen er det ting, der kan virke godt. “Så føler jeg mig mere sikker“. Problemet er, at det bare bekræfter hjernen i, at der er en fare. Også selvom der ikke er, men det er jo det, vi fortæller vores krop og hjerne.Måling/tracking.
At måle, tracke og sammenligne data (ur, apps, dagbøger). Mange indsamler data om deres sundhed og symptomer, fordi det umiddelbart føles som noget, der giver os mere kontrol og styr på tingene. I virkeligheden bidrager det til at øge fokus på kroppen og tvivlen om: “Fejler jeg noget?”.
Hvorfor får man sygdomsangst?
Selve det at være bange for at blive syg er som udgangspunkt ganske forståelig. Selvfølgelig ønsker ingen af os at fejle noget, og det er normalt at være bange for at få kræft.
Men det er ikke alle, der bruger en masse tid på at bekymre sig om sit helbred, at scanne sin krop, at google m.m. Det er i høj grad mængden af tid, vi bruger på disse strategier, der forårsager sygdomsangst.
I metakognitiv terapi mod sygdomsangst arbejder vi på at identificere de forskellige strategier, man kommer til at bruge, hvor intentionen er at passe på sig selv, men hvor resultatet bliver, at man får det endnu værre. Man får faktisk endnu mere helbredsangst og bliver således bare mere bange for at blive syg.
Når du reagerer på dine tanker med bekymring eller forsøg på kontrol, giver du tankerne mere ‘tyngde’. Du kommer til at behandle dem, som om de er vigtige og/eller sande. Det fører naturligvis til, at man bliver mere bange.
Ens opmærksomhed lægges i høj grad på kropsfornemmelser. Vi ved fra både forskning og terapi, at man bliver mere sensitiv, jo mere man scanner sin krop og monitorerer potentielle trusler.
De strategier, man bruger for at undgå eller neutralisere (fx tjekke, søge bekræftelse) vedligeholder angsten. Hvis du ønsker behandling af sygdomsangst, er det derfor vigtigt, at du opsøger en psykolog, som er særligt kompetent inden for området.
For du kan heldigvis få effektiv hjælp mod sygdomsangst. Man behøver ikke at leve et helt liv, hvor man frygter at fejle noget.
Behandling af sygdomsangst
En af de mest veldokumenterede behandlinger for sygdomsangst er metakognitiv terapi.
I metakognitiv terapi arbejder vi ikke med at bevise, at du er rask, men med at ændre forholdet til dine tanker, bekymringer og kropslige fornemmelser. Fokus er på processen (hvordan du håndterer tanker), ikke på indholdet (hvad tankerne handler om). Målet er mindre tid i bekymring, mere ro i kroppen og større frihed i hverdagen.
Hvordan foregår behandling med metakognitiv terapi?
Vi starter med at kortlægge, hvad der holder sygdomsangsten i gang hos dig: typiske “hvad nu hvis”-tanker, krops-scanning, googling af symptomer og behovet for gentagne gange at søge beroligelse.
Dernæst træner vi konkrete færdigheder til at ændre din respons på tankerne. Altså hvad du gør, når du oplever en trigger. Du lærer at opdage, når bekymringen tager over, og at skifte fokus — uden at skulle diskutere eller modbevise hver eneste tanke. Vi arbejder med at give tankerne lov til at være der, uden at du behøver at følge dem (ofte kaldet detached mindfulness). Vi laver sammen konkrete øvelser, hvor du gradvist lærer at slippe behovet for at tjekke og kontrollere. Mange oplever, at uro og kropslige signaler falder, når bekymringen ikke får samme opmærksomhed.
Evidensbaseret behandling af sygdomsangst
Metakognitiv terapi er ikke tilfældige teknikker eller lignende. Behandlingen er udviklet af professor og psykolog Adrian Wells. Den er udviklet med baggrund i mange års forskning og effekterne er undersøgt i mange studier. Metakognitiv terapi er særdeles godt mod angst, herunder sygdomsangst. Du kan eventuelt læse mere om metakognitiv terapi her og om angst her.
Som psykolog arbejder jeg bl.a. med at hjælpe personer med sygdomsangst. Udover en baggrund som psykolog, har jeg taget en 2-årig international efteruddannelse i metakognitiv terapi hos Adrian Wells. Det sikrer, at du hos mig både får stor praktisk erfaring såvel som et tungt teoretisk fundament.
Udtalelse fra tidligere klient:
“Jeg har prøvet forskellige former for behandling, fordi jeg i mange år har været bange for at blive syg. Det værste var, når jeg kunne mærke et eller andet i min krop, for så fik jeg med det samme katastrofetanker.
Jeg har gået hos to andre psykologer tidligere, har prøvet hypnose, gennemførte et online kursus på engelsk for nogle år siden, der skulle hjælpe. Men jeg havde stadig ekstrem frygt for at blive syg.
Mit forløb hos Danielle har hjulpet mig så meget. De metakognitive værktøjer er håndgribelige, så jeg har kunnet bruge dem. Det har ikke bare været en sludder for en sladder.
Jeg vil helt sikkert anbefale Danielle til dem, der kæmper med helbredsangst, så de også kan få det bedre. Jeg ved selv, hvilken forskel det gør at komme ud på den anden side.”
– Tidligere klient i 40’erne
Få effektiv hjælp mod sygdomsangst hos psykolog
Hvis du kan genkende dig i nogen af beskrivelserne og symptomerne her i indlægget, så kan du få hjælp hos psykolog Danielle Dahlhus. Du behøver (heldigvis) ikke blive ved med at have angst for sygdom.
Samtalerne foregår online. Det betyder, at du kan få behandling af sygdomsangst uanset, om du bor i Aarhus, København, Aalborg, Odense eller hvor end, du befinder dig.
Hjælp, der er tilpasset lige præcis dig
Selvom jeg har haft mange mennesker i forløb, hvor vi har arbejdet med behandling af sygdomsangst, tilbyder jeg ikke en standard løsning. Jeg sørger altid for at tilpasse behandlingen til den enkelte klient. Det sikrer, at du opnår de bedste resultater og den største bedring hurtigst muligt.
Vi arbejder i dit tempo, med små trin og tydelige hjemmeøvelser, der kan passes ind i en almindelig hverdag. Mange oplever hurtigt, at de bruger mindre tid på bekymring og tjek, og mere tid på det, der betyder noget.
Hvad kan du opnå i et forløb hos mig?
Mange oplever, at de:
Bruger markant mindre tid på bekymring og at google. De lærer at lade tanker være uden at forfølge dem.
Får ro i kroppen, fordi de lærer at flytte deres opmærksomhed og ikke konstant scanner efter symptomer.
Genvinder hverdagen: arbejde, relationer, søvn og aktiviteter fylder mere end angsten i stedet for det omvendte.
Bliver trygge ved usikkerhed – uden behov for gentagne tjek og beroligelse.
Får konkrete værktøjer og øvelser, så fremskridt kan mærkes mellem sessionerne.
Forløbet er målrettet, samarbejdende og tilpasset dit tempo. Vi kortlægger først det, der fastholder angsten hos dig. Derefter arbejder vi med præcise øvelser, der giver effekt i din hverdag – ikke kun i terapilokalet.
Ofte stillede spørgsmål om sygdomsangst
Tryk på kasserne for at læse mere.
Er sygdomsangst det samme som helbredsangst?
Svar: Ja. “Helbredsangst” og "sygdomsangst" bruges ofte som synonym for hypokondri.
“Hypokondri” er et ældre ord og kan føles mere stemplende, men dækker i praksis samme problematik. I daglig tale kalder de fleste det blot for sygdomsangst.
Kan sygdomsangst give fysiske symptomer, selvom jeg er rask?
Ja. Overdrevet meget bekymring og kropsfokus kan øge uro, hjertebanken, svimmelhed m.m. Det gør ikke symptomerne farlige, men de føles stærkere, når man bekymrer sig, scanner og tjekker meget. Derfor er det væsentligt at få hjælp til at fokusere mindre på sin krop.
Hjælper det at google symptomer?
Kortvarigt kan det føles beroligende, men på sigt fastholder det angsten. I terapien lærer du alternativer, der giver varig ro. Det andet er nemlig lidt som at tisse i bukserne for at holde varmen. Derfor er det vigtigt at få hjælp til at lære at erstatte de gamle strategier med nogen nye, så du kan få det bedre.
Kan jeg få tilskud fra Danmark?
Ja. Hos mig kan du få tilskud fra Danmark. Det er ikke hos alle psykologer, at man kan få tilskud, men jeg er autoriseret af Psykolognævnet.
Det er en slags 'praktisk' efteruddannelse udover de fem år, jeg i sin tid studerede på universitetet.
Sygeforsikring Danmark og mange forsikringer kræver, at psykologen er autoriseret, før de giver tilskud.
Hvis du er medlem af Danmark, kan du således få tilskud til behandling :
300 kr. i tilskud per psykologsamtale for børn og voksne.
450 kr. i tilskud per psykologsamtale for unge mellem 16-25 år.
Du kan også selv undersøge, om din egen forsikring dækker behandling af sygdomsangst hos autoriseret psykolog. I så fald kan du få dækket hele eller noget af behandlingen.
Hvor længe varer behandling mod sygdomsangst?
Det varierer, men mange oplever tydelig fremgang inden for relativt få sessioner med målrettet metakognitiv træning. Typisk varer et forløb omkring 8 samtaler, men det afhænger selvfølgelig af sværhedsgraden, om man har andre udfordringer, vi samtidig arbejder med og lignende.
Kan jeg få online behandling af helbredsangst?
Ja. Tidligere havde jeg psykologklinik i Aarhus, men nu bruger jeg kun online samtaler. Blandt andet fordi jeg har klienter fra hele landet. Derudover er der stor efterspørgsel på online behandling af sygdomsangst ved psykolog.
Mange oplever nemlig, at det giver dem frihed at have samtalerne online. Både fordi man ikke behøver at sætte tid af til at køre frem og tilbage. Men du kan netop også sidde i Aarhus, Aalborg, København eller en hvilken som helst anden by. Forskningsundersøgelser viser, at online samtaler har et lige så godt udbytte som fysiske samtaler.
Hvis du gerne vil læse mere om, hvordan det fungerer med online samtaler, kan du gøre det lige her.
Få behandling af sygdomsangst hurtigst muligt
Vil du slippe for angst for sygdom, lære at stoppe med at google symptomer og lignende? Så book en samtale hos psykolog Danielle Dahlhus og få behandling af sygdomsangst.